Bryllupsfotografering Vejle og Horsens - Dalsgaardfoto

Bryllupsfotografering Vejle og Horsens

Bryllupsfotos fra Gaurslund Kirke ved Børkop

I starten af juni 2017 var afsted som bryllupsfotograf i det østjyske. Mads og Helle bad mig fotografere deres bryllup fra ankomst af gæster indtil de skulle gå til bords om aftenen. 

Dagen startede i Gaurslund Kirke, en kæmpestor kirke der ligger tæt på Børkop, som igen ligger mellem Fredericia og Vejle. 

Brudgommen ventede tålmodigt ved alteret i selskab med sin best man, mens gæsterne ankom. Traditionen tro ankom bruden til sidst, og blev smukt ført op ad hendes far. Glæden og spændingen lyste ud af hendes ansigt, mens gæsterne beundrede hvor smuk hun var. 

Vielsen gik som den skulle - brud og gom fik hinanden, og kunne efterfølgende modtage masser af kys, kram og lykønskninger - og ikke mindst ris :) 

Inden gæsterne kørte fra kirken fik de alle udleveret en lille goodiebag, til at tage den lille sult og tørst inden receptionen. 


Bryllupsbilleder Gaurslund Kirke

Bryllupsportrætter af brudeparret

Efter kirken var det tid til nogle smukke bryllupsbilleder. Brudeparret ville gerne have taget bryllupsportrætter i skoven ved Munkebjerg, hvor de havde udpeget et par naturskønne steder. Herefter gik turen ind på en mindre sidegade til Fredericiavej i Vejle, for at få taget nogle mere rå og utraditionelle bryllupsfotos. Der var nedlagte fabriksbygninger, afskallede trævægge osv. Jeg skiftede lyset ud til noget mere skarpt og hårdt, for at gøre portrætterne mindre pæne og romantiske i det. 

Til sidst fortsatte turen ud mod Alrø i Horsens Fjord, hvor festen skulle holdes. På vejen gjorde vi holdt på broen til øen, for at tage lidt flere bryllupsbilleder. Det var ikke blandt de mest trafikerede veje, så det var intet problem at få nogle hyggelige og naturlige billeder af brudeparret der gik hånd i hånd sammen og bare nød hinanden, i et stille og romantisk øjeblik. 

Bryllupsportrætter Vejle og Alrø

Bryllupsfesten

Reception og bryllupsfest havde brudeparret valgt skulle holdes på Grisestalden på Alrø - også kendt som Møllegården på Alrø. Stedet er en gammel grisestald der med en ganske let ombygning er lavet om til restaurant. Det er meget gennemført, så det føles virkelig stadig som at være i en gammel grisestald - men maden er en hel del bedre :) 

Som bryllupsfotograf skal det siges, at det ikke er det nemmeste sted at få gode billeder. Der er ret mørkt i stalden, og lampernes farvetemperatur er meget gullig. For gæsterne var det nærmest umuligt at få brugbare billeder - her gælder det virkelig, at den erfaring man får som bryllupsfotograf er guld værd, samt de penge der er investeret i gode kvalitetsobjektiver samt kameraer. 

Bryllupsparret nød deres bryllupskage her - som var både rigtig flot lavet, og samtidig rigtigt velsmagende. 

Den sidste del af bryllupsfotograferingen var, at få taget et parbillede af alle gæsterne, samt lidt ekstra billeder af deres charmerende lille søn.  

Bryllupsfest på Grisestalden på Alrø

Powered by SmugMug Log In